Styregruppe

Kirsten Drotner (formand)
Professor ved institut for Litteratur, Kultur og Medier på Syddansk Universitet. Hun forsker bl.a. i mediehistorie, børn og unges mediekultur og computermediernes æstetik. Hun er desuden leder af DREAM - Danish Research Centre on Education and Advanced Media Materials - som er et nationalt, tværfagligt forskningscenter til udvikling af nye læremidler.

Carsten Aabo
Kontorchef for direktionssekretariatet i Forsknings- og Innovationsstyrelsen og medlem af direktionen. Direktionssekretariatets opgaver omfatter al intern og ekstern kommunikation, ledelsesbetjening - herunder strategi, juridisk rådgivning, Forskningens Døgn samt andre forskningsformidlingstiltag.

Lars Qvortrup
Professor på Institut for Læring og Filosofi på Aalborg Universitet. Han har bl.a. været dekan for Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet, direktør for Knowledge Lab DK samt forskningsleder for forskningsteamet 'Viden, læring og medier' på Syddansk Universtitet. Derudover har han været leder og deltager i en række EU og FN projekter samt evaluator af forskningsprojekter bl.a. i EU-Kommisionen.

Bo Öhrström
Vicedirektør i Bibliotek og Medier (tidl. Biblioteksstyrelsen). Han er bl.a. medlem af Kulturministeriets effektiviseringsstyregruppe samt medlem af styregruppen for Danmarks Elektroniske Fag- og Forskningsbibliotek (DEFF). Derudover sidder han også i en række råd og udvalg i DEFF. Tidligere har han i adskillige år arbejdet i den private sektor som leder af flere it-virksomheder.

Kim Christian Schrøder
Professor på Institut for Kommunikation, Virksomhed og Informationsteknologier på RUC. Han er medlem af styregryppen for International Consortium for Media, Communication and Cultural Studies, som er et internationalt samarbejde mellem universiteter fra hele verden. Han har desuden været en del af ledergruppen i DREAM - Danish Research Centre on Education and Advanced Media Materials - som er et nationalt tværfagligt forskningscenter til udvikling af nye læremidler.

Ask Agger
Administrerende direktør i Workz a/s, der arbejder med forandringsprocesser i organisationer bl.a. igennem læringsspil og oplevelsesdesign. Workz er en fusion mellem Zentropa Interaction og Zentropa WorkZ. Han er desuden hyppig foredragsholder og gæsteunderviser på bl.a. Filmskolen, Copenhagen Business School og Københavns Universitet. Derudover er han klummeskribent i dagbladet Børsen.

Arne R. Steinmark (observatør)
Administrerende direktør og chefredaktør for Mediehuset Ingeniøren. Er tidligere chefredaktør for teknologimediet Computerworld og var drivkraften bag og chefredaktør for forskningsmediet Biotech Denmark. Har tidligere arbejdet med såvel kommunikationsrådgivning som teknologiudvikling. Uddannet på Roskilde Universitet.