Island er et helt specielt sted. Det vulkanske landskab ligner ikke mange andre steder på Jorden.
På en i forvejen mærkelig ø sker der noget endnu mere specielt på sydøstkysten, hvor vulkanen Öræfajökull ligger.
»Den geologiske kemi på denne del af øen passer ikke med resten af Island,« siger Trond Torsvik til forskning.no. Han er professor ved Institut for geofag ved Universitetet i Oslo.
Han har ledet arbejdet med et studie, som forsøger at forklare, hvorfor denne del af Island skiller sig ud. Deres opsigtsvækkende teori er, at sydøstkysten af Island ligger på en begravet og sunket del af et kontinent, nærmere bestemt en lille del af Grønland. Artiklen er publiceret i Proceedings of the National Academy of Sciences (PNAS).
En del af Grønlands østkyst rev sig løs
»For omkring 60 millioner år siden løsnede en del af Grønlands østkyst sig,« fortæller Torsvik.
Denne del har fået navnet Jan Mayen-mikrokontinentet (JMM), og et fragment af denne del befinder sig nu muligvis under Islands sydøstkyst.
Da kontinenterne er i bevægelse, lå Grønland dengang på samme sted, som der hvor Island befinder sig i dag, forklarer Torsvik. Det er et specielt geologisk sted, da to kontinentalplader støder op til hinanden:
- Den nordamerikanske kontinentalplade og
- den eurasiske kontinentalplade.
Her udstødes der nye sten, som danner en ny havbund og skubber kontinenterne fra hinanden.
Det nye mikrokontinent lå på den eurasiske plade og bevægede sig stadig længere og længere væk fra Grønland. Samtidig blev det dækket af lava, som med tiden skulle blive til Island, ifølge teorien der lanceres i den videnskabelige artikel.
Det er netop det, som er helt særligt ved området omkring Öræfajökull. Her finder forskere kemiske spor af et gammelt kontinent i stenen, som ikke passer med resten af Island.
Varmepunktet frigjorde Jan Mayen
Der sker nemlig mange mærkelige ting under islændingenes fødder.
Udover sprækken mellem kontinentalpladerne, ligger Island på det, der kaldes et varmepunkt.
Under varmepunktet går der en lang kanal ned i Jordens kappe, måske helt ned til grænsen af Jordens kerne. Kanalen leder varme og lette stenmasser op mod overfladen.
Ifølge den nye teori, blev den forældreløse bid af Grønland også dækket af lava fra varmepunktet, og det var netop varmepunktet, der gjorde, at Jan Mayen-mikrokontinentet frigjorde sig fra Grønland.
Unge Island skiller sig ud
Dermed har den islandske sten også en særlig signatur, og øen dukkede ikke frem fra havet før for mellem 16 og 18 millioner år siden. Aldersmæssigt er Island derfor kun en lille snotunge sammenlignet med de kontinenter, som vi lever på, som kan være flere milliarder år gamle. De har også en anden sammensætning af sedimenter end den jomfruelige basalt i Island.
Ifølge den nye teori blev den forældreløse bid af Grønland dækket af lava fra varmepunktet, og ny vulkansk sten, der har lagt sig ovenpå, er blevet forurenet af den gamle kontinentdel.
Dette skulle, ifølge den nye teori, være årsagen til, at Island skiller sig ud.
»Vi ser spor efter kontinentfragmentet i forskellige isotopforhold fra stenen omkring Öræfajökull,« siger Torsvik.
Recirkulering af sten ikke god forklaring
Tidligere er denne stensammensætning blevet forklaret med, at sedimenter fra gamle kontinenter bliver recirkuleret i kappen. Den recirkulerede masse kommer så op igen gennem varmepunktskanaler.
Da vil de gamle sedimenter smelte igen og blande sig med smeltet sten under jorden. Den vulkanske sten på overfladen optager dermed spor af den gamle jordskorpe.
Men denne forklaring på fænomenet er ikke nødvendigvis god nok, mener Reidar Trønnes, som er medforfatter til artiklen. Han er professor ved Naturhistorisk Museum i Oslo.
Tyk skorpe understøtter ny teori
»Den underlige stenblanding er meget koncentreret på ét sted på Island. Hvis jordskorpen havde været recirkuleret, tror vi, at det havde været synligt andre steder i Island eller i Atlanterhavet,« siger Trønnes til forskning.no.
Trond Torsvik peger også på et andet forhold, der passer med deres teori: nemlig at skorpen på sydøstkysten af Island er usædvanlig tyk. Ved hjælp af gravitationsmålinger har de også målt tykkelsen på skorpen på denne del af Island.
»Den er meget tykkere end andre steder på Island, og vi tolker dette som, at der må findes noget andet der, udover Islands skorpe,« siger Torsvik.
Ny teori kan starte debat
Den nye teori kan starte en debat, tror Torsvik.
»Vi fremstiller en ny teori om et fænomen, som har været diskuteret i årevis.«
Han mener, at flere steder på Jorden kan vise sig at ligge på lignende fragmenter. Blandt andet kan øen Mauritius i Det Indiske Ocean vise tegne på det samme.
Torsvik fortæller også, at sådanne løse fragmenter kan skabe vanskeligheder for datamodeller over, hvordan kontinentalplader bevæger sig.
»I stedet for at have to plader, som pænt og ordentligt trækker fra hinanden, må man fremstille mere komplicerede modeller, som også tager hensyn til fragmenter, der kommer med.«
© forskning.no Oversat af Anna Bestle
