Venstreorienterede arabere vender tilbage

’Irhal’ er det arabiske ord for ’skrid’. Og Irhal var beskeden fra mange arabere til deres ledere i foråret 2011, da en politisk flodbølge skyllede ind over Nordafrika og fik vandstanden til at stige i mange andre arabiske præsidentpaladser.

Men hvem er de mennesker, som kæmper for deres frihed, og hvad kæmper de for friheden til at gøre? Det er nogle af de spørgsmål, som er begyndt at trænge sig på for Sune Haugbølle, der er adjunkt i arabisk og mellemøststudier ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet.

Han har netop kastet sine kræfter ind i et større forskningsprojekt, der retter lyskeglen mod det nye politiske landskab, som er ved at spire frem af de arabiske opstande (se faktaboks).

Spørgsmålet er, hvordan de forskellige politiske roller og mærkater har forandret (og forandrer) sig i den arabiske verden. 

Arabisk venstrefløj minder om den danske

Én af de bevægelser, Sune Haugbølle fokuserer særlig meget på, er den arabiske venstrefløj. Han interviewer akademikere, skribenter, unge aktivister og studerer sangere såvel som karikaturtegnere, der har en politisk dagsorden med deres kunst. Planen er, at projektet skal udkomme som bog ved Cambridge University Press inden for et par år.

Noget af det iøjnefaldende ved den arabiske venstrefløj er, at den på mange måder måder minder om venstrefløjen i Danmark:

»Ligesom venstrefløjen herhjemme kritiserer de arabiske venstreorienterede kapitalismen - især siden finanskrisen i 2008. De kæmper for en mere lige fordeling af de økonomiske resurser – mere social retfærdighed - og de kritiserer magthaverne og business-eliten for deres grådighed,« siger Sune Haugbølle.

Bankernes krise er diktatorernes krise

Da araberne sagde Irhal til deres ledere i foråret 2011, passede det netop som hånd i handske med venstrefløjens kritik af magthaverne og de rige. De egyptiske venstreorienterede begyndte eksempelvis at sætte lighedstegn mellem kapitalismens krise, bankernes kollaps og den egyptiske diktator Hosni Mubaraks fald.

Den store arabiske TV-station Al Jazeera stillede sig også på demonstranternes side over for magthaverne og gav mere og mere taletid til den venstreorienterede, slovenske filosof Slavoj Zizek, der tordnede mod tyrannerne og kapitalisterne:

Slavoj Zizek tordner mod Mubarak og økonomisk uretfærdighed på den arabiske TV-station Al Jazeera

Den arabiske venstrefløj vinder frem – igen

Et stort antal af de mange nye partier i Egypten indeholder alle sammen det arabiske ord ’ishtirakiyya’, der betyder ’socialisme’. I Tunesien har venstrefløjen tilsammen med liberale grupper fået næsten lige så stor støtte som det islamistiske parti Nahda, der betyder ’Opvågning’

Venstrefløjen i de arabiske lande er altså ved at vinde frem, men det er ikke første gang. Sune Haugbølle forklarer, at den arabiske venstrefløj længe har været en overset, men vigtig spiller i arabisk politik:

»Der er mange i Vesten, som ikke har haft den arabiske venstrefløj på radaren, fordi man i lang tid hellere har ville se på islam og islamisterne. Og mange af dem, som spottede den arabiske venstrefløj, så den først i foråret 2011,« siger han.

Efterkrigstiden var venstrefløjens storhedstid

Men den arabiske venstrefløj har været med i kampen om magten i mange år – faktisk var den en overgang politisk topscorer. Det er en historie, der går tilbage til de første arabiske kommunistpartier i 1920erne, og senere til forrige gang Egypten oplevede en revolution.

I starten af 1950erne dannede en egyptisk oberst ved navn Jamal abd al-Nasser revolutionsgruppen De Frie Officerer, der kastede kongen på porten. Det blev startskuddet til den arabiske socialisme, der var venstreorienteret.

Mange arabere ønskede at fordele pengene mere ligeligt, så eksempelvis den almindelige egypter fik flere muligheder og et bedre liv. Dette var Jamal abd al-Nasser godt klar over:

»Under den Egyptiske præsident Jamal Abd al-Nasser var venstrefløjen meget stærk – han snakkede netop om social retfærdighed,« forklarer Sune Haugbølle. 

Seksdagskrigen var begyndelsen til enden

Dermed blev Nasser den arabiske verdens svar på USAs John F. Kennedy. Med sin store udstråling var han blandt mange arabere en vigtig kilde til håb og beundring.

Men ifølge Sune Haugbølle startede rutscheturen nedad for den arabiske venstrefløj i 1967. I det år røg Nasser og hans allierede ind i et frontalsammenstød med Israel i en kun seks dage lang men skæbnesvanger krig.

I løbet af den korte krig lykkedes det den israelske stat at ydmyge de arabiske lederes forhåbning om at befri de palæstinensiske områder fra Israels overmagt.

Det er vigtigt for mange arabere, at deres ledere er stærke nok til at stille sig op mod staten Israel.  Så da Nasser gik slukøret på egyptisk TV og fortalte, at de arabiske lande havde tabt krigen mod Israel, tabte han også sin status.

Islamisterne stod klar på sidelinjen

Op gennem 1970erne tabte den arabiske venstrefløj yderligere pusten i kapløbet med islamisterne. Islamister er ifølge Sune Haugbølle de muslimer, som ønsker at omdanne Islam til en politisk kraft (se faktaboks). Det kan gøres på mange forskellige måder, understreger han. Et godt eksempel er det Muslimske Broderskab, der blev stiftet i 1928 af den karismatiske folkeskolelærer Hassan al-Banna.

Broderskabet blev undertrykt op igennem Nasser og den arabiske socialismes storhedstid, hvor mange Muslimske Brødre blev sat bag tremmer.

Men da Nassers og resten af den arabiske venstrefløjs status blev skudt i sænk af de israelske kampfly, stod det islamistiske Broderskab klar til en ny start i egyptisk politik:

»Det viste sig, at det Muslimske Broderskab var bedre til at organisere sig efter 1967. Og de formåede at overbevise mange af de muslimske egyptere om, at de arabiske socialister var imod Islam,« forklarer Sune Haugbølle.

Den arabiske venstrefløj undervurderede religionen

I 1989 kom dødsstødet. Berlinmuren faldt, den Kolde Krig sluttede, og væk var det kommunistiske Sovjetunionen, der var den største økonomiske støtte af den arabiske venstrefløj. De venstrorienterede partier var nu uden indflydelse, eller samarbejdede med korrupte regimer. Mange venstrefløjsfolk fandt i stedet en rolle i medier, kulturliv og som aktivister i civilsamfundet.

I den libanesiske hovedstad Beirut, hvor de islamistiske bevægelser ikke var så stærke som i Egypten, begyndte de arabiske venstreorienterede  at spørge sig selv, hvad der gik galt.

Dette spørgsmål rumsterede blandt andet i den store avis ’Al-Safir’ (Ambassadøren) og hos forskningsinstitutionen ’Center for Arab Unity Studies’, der begge to tiltrak venstreorienterede fra hele den arabiske verden:   

»Noget af det, de arabiske venstreorienterede kritiserede sig selv for, var, at de havde undervurderet, hvor vigtig religionen er for mange arabere,« forklarer Sune Haugbølle. 

Socialisterne har startvanskeligheder

Siden fulgte de arabiske opstande i 2011, der har en været en særlig frugtbar jord for den visnede arabiske venstrefløj. Det er længe siden, de har været så stærke.

De egyptiske venstreorienterede har eksempelvis samlet sig i Koalitionen for Socialistiske Kræfter, der siden maj 2011 har forenet mange af de egyptiske venstreorienterede under den samme paraply.

Men enhver start er også svær, og det Muslimske Broderskab har stadig meget at skulle have sagt:

»De egyptiske venstreorienterede klarede sig ikke så godt som forventet ved valget i 2011 – blandt andet fordi de stadig er under opbygning og derfor endnu ikke har samme gode organisation som eksempelvis det Muslimske Broderderskab,« fortæller Sune Haugbølle.

Islamister og socialister er også enige

Det store spørgsmål nu er derfor, hvordan fremtiden ser ud. Tilhører fremtiden de arabiske venstreorienterede eller islamisterne? Måske kan spørgsmålet ikke stilles helt så skarpt op:

»Det Muslimske Broderskab og den arabiske venstrefløj er faktisk enige om mange ting. De taler begge to til den almindelige mand, og de er begge modstandere af Israel. De er også kritiske over for, at de vestlige ledere vil have demokrati mens de på samme tid har støttet mange af diktatorerne rundt omkring i Mellemøsten,« siger Sune Haugbølle.

Det Muslimske Broderskab minder om Dansk Folkeparti

På den måde mener han, at situationen i Egypten minder om noget, vi kender fra Danmark. Selvom islamisterne anklager de arabiske venstreorienterede for at gå for lidt op i kulturelle spørgsmål som islams betydning, har de alligevel et fælles fodslag.

I Danmark ser vi, at mens et parti som Dansk Folkeparti er uenige med et parti som Enhedslisten om de fleste kulturelle spørgsmål, så er de alligevel enige med Enhedslisten i at beskytte den lille mand imod eliten.

På den måde er det ikke helt hen i vejret at sammenligne Dansk Folkeparti med det Muslimske Broderskab:

»Der er faktisk mange lighedspunkter. Både det Muslimske Broderskab og Dansk Folkeparti siger jo, at de vil gøre op med en lille elites dominerende rolle, og i stedet tage mere hensyn til, hvad den brede befolkning mener. I Danmark er det blevet til opgør mellem Dansk Folkeparti og de kultur-radikale. I Egypten er der tendenser til et opgør mellem den ikke-troende elite i byerne, og de troende masser på landet ,« siger Sune Haugbølle.

Samarbejde er fremtiden

Han peger også på en anden årsag til, at det er svært at skelne skarpt mellem arabiske venstreorienterede og islamisterne. Alt tyder nemlig på, at de skal til at samarbejde:

»Mange snakkede om, at det nylige valg i Tunesien var en sejr til islamisterne, men det var det ikke rigtig: de fik ikke absolut flertal – næsten halvdelen af stemmerne gik til liberale venstreorienterede partier. Det betyder, at islamisterne og de venstreorienterede er nødt til at arbejde sammen.«

Og det kan få store konsekvenser. I øjeblikket farer både de arabiske venstreorienterede og islamisterne frem med store armbevægelser, men når de skal til at blive enige om de mange praktiske spørgsmål, som er nødvendige for at få et samfund til at fungere, så kan der ske ting og sager:

»Når de skal til at samarbejde om konkrete politiske spørgsmål som eksempelvis socialpolitik, så kan der sagtens ske det, at de er nødt til at droppe de store armbevægelser og i stedet føre rigtig politik. Det ser jeg som noget enormt positivt.«

»Når islamisterne og de arabiske venstreorienterede pludselig skal til at blive enige om politiske spørgsmål, så er det ret sandsynligt, at begge parter vil blive mere moderate,« fortæller Sune Haugbølle.