Socialdemokrater spionerede for CIA
I aviserne bliver der heftigt debatteret om de venstreorienterede danskere, der støttede det kommunistiske Sovjetunionen efter anden verdenskrig.
Men der foregik også en hemmelig udveksling mellem magtfulde danskere og Sovjets ærkefjende – USA.
Danske socialdemokrater havde deres helt egen efterretningstjeneste – Arbejderbevægelsens Informations Central (AIC). Den indsamlede informationer om danske kommunister, som endte hos den amerikanske efterretningstjeneste, CIA.
Det fortæller en ny bog, ’Amerikaniseringen af den danske fagbevægelse’.
»AIC holdt øje med, hvad kommunisterne lavede på de store arbejdspladser. Informationerne om deres engagement og deres antal i arbejderbevægelsens bestyrelser gav man videre til amerikanerne,« fortæller ph.d.-stipendiat ved Saxo-Instituttet, Københavns Universitet, Dino Knudsen, der har skrevet bogen.
Kommunister var socialdemokratiets fjender
AIC var dannet af De Samvirkende Fagforbund – det senere LO. Informationscentralen var stærkt socialdemokratisk og skulle sørge for, at vigtige budskaber blev kommunikeret mellem arbejderbevægelsens top og bund.
Når de menige medlemmer var utilfredse, skulle toppen høre det. Og når toppen ville sætte en retningslinje, sørgede AIC for at kommunikere budskabet ud.
Men AIC blev altså også brugt som efterretningstjeneste i kampen mod kommunisterne, der var socialdemokraternes politiske konkurrenter på arbejdspladserne, fordi:
-
socialdemokraterne mente, at Danmark skulle ændres i en mere socialistisk retning gennem demokratiske reformer i Folketinget og kommunerne, mens
- kommunisterne ville lave en socialistisk revolution og sætte sig på magten en gang for alle
Kampen havde stået på siden starten af 1920erne, hvor kommunisterne brød ud af Socialdemokratiet.
Amerikansk fagbevægelse skabte forbindelsen
AIC’s rolle som efterretningstjeneste har været kendt af historikere i et stykke tid. Alle afsløringer om AIC findes i historikeren Iben Bjørnssons nye bog 'AIC - Arbejderbevægelsens Informations-Central. Socialdemokratiets kamp mod kommunisterne 1944-73'.
Men med bogen ’Amerikaniseringen af den danske fagbevægelse’ viser Dino Knudsen, hvilken stor rolle den amerikanske fagbevægelse i virkeligheden spiller i hele sagen.
Gennem kontakten til den amerikanske fagbevægelse, blev dansk fagbevægelse nemlig en del af et anti-kommunistisk netværk, som inkluderede den amerikanske efterretningstjeneste.
Den amerikanske fagforening ’American Federation of Labor’ var stærkt anti-kommunistisk. Straks efter anden verdenskrig skabte organisationen derfor det anti-kommunistiske netværk, som omfattede europæiske fagforbund. Netværket skulle være et værn mod sovjetisk påvirkning af Europas arbejdere.
Den danske socialdemokratiske fagbevægelse var med på vognen fra start.
»Og da netværket vokser – og den kolde krig spidser til – bliver det interessant for CIA. Så de begynder at pumpe penge i det. Den danske fagbevægelse kom på den måde til at tage amerikanernes parti,« fortæller Dino Knudsen.
Fagbevægelsen fik magt for at hjælpe amerikanerne
Socialdemokratiet og amerikanerne havde en fælles fjende i kommunisterne. Derfor opstod der tætte bånd mellem arbejderbevægelsen og USA – herunder USA's ambassadør i Danmark.
»Det var i datiden kendt, at AIC holdt øje med styrkeforholdet mellem socialdemokrater og kommunister. Men man vidste ikke, hvor omfattende det faktisk var. Og det var ikke alment kendt, at der var et samarbejde med amerikanerne,« fortæller Dino Knudsen.
Særligt LO-formanden Eiler Jensen var fremme i skoene i forhold til at skabe en alliance med amerikanerne. For ud over at stække kommunisterne, gav samarbejdet magt til fagbevægelsen; de fik indflydelse på, hvordan Marshall-millionerne skulle bruges.
»Eiler Jensen forstod at veksle det gode forhold til USA til politisk indflydelse på, hvordan samfundsudviklingen i Danmark skulle være – han fik indflydelse på, hvordan Marshall-hjælpen skulle bruges.«
»Han kom med i det udvalg, der udviklede Danmarks langtidsprogram – en fire-årig økonomisk plan, som Danmark blev forpligtet til at udarbejde – og krævede, at hjælpen skulle bruges til at arbejde for fuld beskæftigelse. Noget, som der ikke var lagt op til på forhånd,« fortæller Dino Knudsen.
Løsning at internere danske kommunister?
Amerikanerne – både den amerikanske fagbevægelse og USA’s embedsmænd i Danmark, som gav kommunist-informationer videre til CIA – stolede på deres danske venner i fagbevægelsen. Og de lod de danske oplysninger flyde mellem sig.
USA’s ambassadør Josiah Marvel holdt i 1948 et vigtigt møde med sin nære allierede Eiler Jensen. Amerikanerne frygtede, at de danske kommunister kunne tage magten i landet ved et kup støttet af Sovjetunionen. Det var netop sket i Tjekkoslovakiet.
»Ved mødet spørger ambassadøren, om fagbevægelsen har styr på kommunisterne – eller om det vil være formålstjenligt at internere dem, hvis det bliver nødvendigt.«
»Da var Eiler Jensen klar i spyttet og sagde: ’Vi har styr på dem’. Det var nok lidt en overdrivelse. Men han brød sig sandsynligvis ikke om, at amerikanerne blandede sig for meget,« fortæller Dino Knudsen.
Begivenheden viser, hvordan fagbevægelsen blev set som så betroede allierede, at amerikanerne tog deres vurderinger for gode vare.
Hvis du vil læse mere, så udfolder Dino Knudsen historien om den amerikanske påvirkning af fagbevægelsen i bogen: ’Amerikaniseringen af den danske fagbevægelse – Marshallhjælp, kold krig og transatlantiske forbindelser, 1945-1956’, der er udkommet på forlaget Museum Tusculanum.
Mest læste på Videnskab.dk
-
20/02
Hvorfor slår vi katten af tønden?
-
15/02
Stop de knogleædende celler!
-
17/02
I skolen kan man ikke stjæle fra børnenes fantasi
-
16/02
Hvorfor bliver man træt efter en orgasme?
-
16/02
Strenge forældre får umulige børn
-
19/02
Sukker er skadeligt
-
17/02
Krager er klogere, end vi tror
-
21/02
Røg fra brændeovne er 'farligere end antaget'
-
17/02
Positiv journalistik har større gennemslagskraft
-
16/02
Honningbier og gedehamse i åben krig
Mest læste blogs
-
06/02
Har naturen værdi i sig selv?
-
14/02
Tøser & Twilight – for romantisk til at være gys?
-
09/02
Fremtiden er i stjernerne
-
16/02
Blæksprutten og den kosmiske ensomhed
-
03/02
Gamere designer enzymer
-
17/02
Forskningsansøgninger – hvordan bedømmes de bedst?
-
09/02
Konkurrence: Skriv om din erhvervs-ph.d.
-
08/02
Superbowls og supertirsdage - sportsmetaforer i amerikansk politik og medier
-
16/02
Det amerikanske forår?
-
22/02
En Marshallplan til Grækenland?
