Globaliseringstrussel satte gang i danske film

Dansk films store succes i 00’erne, med Guldpalmer og Oscar, bygger blandt andet på frygten for, at globaliseringen ville rulle ind over Danmark og gøre os til en McDonaliseret filial i en ensrettet mainstream-verden.

På grund af den frygt, har politikerne siden 1990’erne prioriteret dansk film som et område, der skal medvirke til at bevare dansk kultur og identitet.

Politikerne reformerede støttesystemet og øgede støttebevillingerne, hvilket har øget produktionen af danske film markant.

Det Danske Filminstitut var kronen på værket

»Politikerne gjorde dansk film til et indsatsområde i slutningen af 90’erne for at dæmme op for globaliseringens trussel mod den nationale kultur og identitet,« siger Cecilie Givskov.

Hun har netop forsvaret ph.d.-afhandlingen ’Looking for Europe: Film, politics and globalization in Denmark 1997-2009’ i Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet.

»Etableringen af det nye Danske Filminstitut i 1997 var kronen på værket i 1990’ernes reformer: Her blev de gamle filminstitutioner samlet under et tag, og man begyndte i højere grad at arbejde med filmen på filmens præmisser.«

Ekstrabevilling førte til mangfoldighed

»Der skete en kæmpe professionalisering, som også afspejler den generelle neo-liberale reformbølge, der skulle øge konkurrenceevnen for nationalstaten på den globale scene,« tilføjer Cecilie Givskov og fortsætter:

»I 1999 kom en ekstrabevilling fra staten, der fordoblede støtten til filmområdet. Det betød, at man begyndte at lave mange forskellige typer film.

»Derfor kan man sige, at globaliseringen netop ikke har ført til den frygtede homogenisering, men tværtimod bidraget til en mere kulturelt mangfoldig dansk film.«

Far til fire og Antichrist

Det har ført til en perlerække af så forskellige film som ’Reconstruction’, ’Far til fire’, ’Antichrist’, ’Brødre’, ’Flammen og Citronen’, ’Submarino’ og ’Dirch’.

Det har også været medvirkende til, at folk som Nicholas Winding Refn, Susanne Bier og Lone Scherfig, der befinder sig i laget lige under den altdominerende Lars von Trier, har udviklet talentet og fået internationale karrierer.

Direkte optalt blev der indspillet 229 film i Danmark fra 2000 til 2009, hvilket er 50 procent flere end i årtiet før.

Vi vil have ca. 25 danske film om året

Der har der dog været mange eksempler på danske film med middelstore budgetter, der ikke løber rundt økonomisk. Så måske er succesen endt i en regulær overproduktion.

»Set fra et nationalt synspunkt er der ikke en overproduktion. Der skal være et vist antal film, for at man kan tale om, at staten reelt støtter en filmindustri, der kan udgøre en basis for produktionen af et bredt spektrum af film, der har et vist kvalitetsniveau.«

»Og det er et selvstændig mål ved den danske filmlovgivning siden 1997, at der skal produceres ca. 25 film om året med dansk hovedproducent,« siger Cecilie Givskov.

Den seneste udvikling i de danske støtteordninger tager forholdet mellem budgetter og publikum til efterretning. Både filminstituttet og branchen generelt er opmærksomme på, at det kan være en fordel af producere flere billigere film.

Dansk film burde nå Europa

Selv om Danmark i særlig grad har taget film til sig som et prioriteringsområde til at bevare national kultur og identitet, så kæmper de fleste andre europæiske lande også for at bevare og udvikle deres filmindustrier og filmkulturer.

Derfor bliver der produceret langt flere film i Europa, end der er publikum til.

»Der bliver produceret dobbelt så mange film i Europa som i USA og den samlede produktion af europæiske film er steget næsten 100 procent over årtiet fra 2000 til 2009. Ser man det fra et europæisk synspunkt, giver det derfor god mening at tale om overproduktion.«

»Det hænger blandt andet sammen med, at støttekronerne går til filmproduktion. Staterne investerer ikke tilnærmelsesvist så mange penge i distribution og markedsføring,« forklarer Cecilie Givskov

38 procent af billetter til dansk film sælges i udlandet

»Filmselskaberne får pengene for at lave filmene, ikke for, hvor mange der ser dem. Derfor bliver der produceret flere film end der er publikum til,« tilføjer forskeren.

I perioden 2000-2009 er 38 procent af det samlede billetsalg til danske film solgt i udlandet – langt de fleste i Europa.

De film, der er produceret med et samspil af nationale og ikke-nationale kræfter og penge i perioden 2000 til 2009, har klaret sig bedst ved billetlugen: 320.000 billetter i gennemsnit mod 160.000 for de nationalt orienterede film.

Skal europæiske film ikke være tilgængelige for alle europæere?

Derfor mener Cecilie Givskov, at danske filmproducenter med fordel kan se hele Europa som deres marked frem for at fokusere snævert på et dansk publikum.

»Man kan for det første spørge, om det er særlig hensigtsmæssigt, at alle de danske filmproducenter konkurrerer om det samme publikum, på så lille et marked som det danske?«

»For det andet kaster de europæiske skatteydere penge efter film, som ikke er så tilgængelige, som de kunne være, fordi de i hovedsagen kun promoveres og gøres tilgængelige på hjemmemarkederne. Skulle de europæiske film ikke være tilgængelige for alle europæere?« spørger Cecilie Givskov.

Zentropa er et forbillede

Ifølge Cecilie Givskov er Zentropas produktion med film af Lars von Trier og Susanne Bier undtagelser fra reglen om, at danske film produceres til hjemmemarkedet.

Zentropa har til fulde forstået at udnytte EU's MEDIA-program, der blev oprettet i 1991, med det formål at yde økonomisk støtte til filmproduktion i Europa.

»Zentropa er et meget internationalt orienteret selskab, som har udviklet sig sammen med EU's MEDIA-program, og som nu har filialer i 13 europæiske lande, siger Cecilie Givskov og afslutter:

»Mange af deres film klarer sig godt på det europæiske marked, men det er altså bl.a., fordi de satser målrettet på at lave europæiske og internationale co-produktioner, og simpelt hen har indrettet sig derefter rent organisatorisk.«