Tøser & Twilight – for romantisk til at være gys?
Ny antalogi giver bud på, hvorfor tøser elsker Twilight – bøgerne, filmene og fan-sites’ene på nettet – og hvorfor mænd nedgør fænomenet.
Jeg elsker gys og har en alsidig smag, der går fra grum torture-porn til blodig teen-slasher og dark romance. Et uventet plot-twist, godt skuespil, eller gode effekter, er nok til at forføre mig. Twilight overrasker hverken i plot eller skuespil. Til gengæld faldt jeg for seriens altmodische kærlighed, dens depri-melankolske landskab og de nuttede varulve (ja, de er nuttede).
Andre har det anderledes og med andre tænker jeg på mænd. De mener a) at Twilight slet ikke er gys, men melodrama og romance, og b) at fænomenet er banalt, bøgerne trash og filmene ligegyldige. Selvom Twilight (vistnok) overgår Harry Potter i salgstal og får unge piger til at gå i svime, skrige, eller skrive fanfiction på nettet.
Mit indlæg handler ikke om, hvorvidt Twilight er skidt eller kanel, men om hvorfor dette fænomen deler kønnene. Der er netop udkommet en forrygende antologi, Interdiscipliary Approaches to Twilight: Studies in Fiction, Media, and a Contemporary Cultural Experience (2011) redigeret af Mariah Larsson og Ann Steiner. Her er seksten artikler – skrevet af femten kvinder og én mand. Jeg har ikke læst alle artiklerne, men vil gerne nævne to.
Ann Steiner viser i “Gendered Readings: Bella’s books and literary Consumer Culture” hvordan vores kultur diskriminerer kvinders læsning.
“Without any real knowledge of the multiple functions of literature among girls, the critical reception has dismissed Meyer’s novels as a gendered, passive, and escapist experience.” (195)
Gendered, ja, seriens romantiske trekantsdrama taler mere til piger end drenge. Men hvordan med passivt? Da jeg for nylig så Breaking Dawn i biografen, kommenterede en gruppe piger ved siden af mig højlydt Bellas valg af kjole, hendes sex i de elskendes eget Paradise Hotel, den smertefulde graviditet og Bellas maltrakterede krop i filmens slutning. Nej, det var ikke en passiv reception, der foregik i biografsæderne ved siden af. Og skulle Twilight være eskapisme? Alene begrebet “eskapisme” kræver en diskussion, jeg vil gemme til en anden gang.
Steiner diskuterer, hvorfor vores kultur (fra almindelige læsere til anmeldere) synes, at “while boys consumption of popular culture offers a site of resistance, girls are only capable of passive consumption”? Hun peger på to ting: Først, at vi bruger fiktioner til at skabe os selv, både vores individuelle identitet og en fælles identitet. Vi bliver opslugt af fiktionens verden og føler med personerne, lærer med dem, og erfarer med dem. Når vi læser udfører vi en blanding af emotionelle (følelsesmæssige) og kognitive (forståelsesmæssige) handlinger. Det andet er, at kvinders fiktioner ofte er mere emotionelle end mænds. Og at mænd ser stærk emotionalitet som irrationel, umoden, latterlig, kvindagtig.
Fiktionslæsning og især emotionel læsning er altså “lavkulturel” – målt med mænds standard. Således har gysets konge, Stephen King, i et interview sagt, at Stephenie Meyer var en dårlig forfatter. Selv indenfor en “lavkulturel” genre som gyset, bliver kvinders gys ringeagtet.
Gysergenren byder på mange slags følelser, og jeg gætter på, at mænd stejler over romantikken, teenage-seksualiteten, og tøse-intimiteterne i Meyers univers. Torture-porn og teen-slash or okay, men at Edwards hud glimter som diamanter og varulvene er nuttede, er simpelthen for meget.
Yvonne Lefflers artikel “Reading for Plot, Character, and Pleasure” er et eksempel på den kognitive evo-kritik (evo-criticism), eller darwinistisk litterær teori. Det lyder langhåret, men er den evolutionære forklaring, at fortællinger tilbyder alternative verdener, som vi kan eksperimentere med. Her kan vi lege, at vores udkårne vil elske os for evigt, eller at livet byder på onde vampyrer og varulve. Fiktionerne lader os gennemspille og opleve erfaringer, uden at vi mister livet af den grund. De har en evolutionær funktion: de giver os erfaringer, der hjælper os til at navigere en kompleks social verden.
“The Twilight series works as an imaginative exploration and cognitive play that offers social learning to its readers, helping them to interpret the world and make sense of life.” (112)
Leffler ser Twilight som en neo-gotisk dannelsesroman, der byder på gotisk gys kombineret med moderne chick-lit, kognitive mysterier og moralske dilemmaer. Hun skriver ikke om nedgørelsen af Twilight, men ser på hvilke elementer i fortællingen, der henvender sig til moderne unge kvinder.
Hverken Leffler, Steiner eller, så vidt jeg kan se, de øvrige forfattere køber dén med, at Twilighters er passive, dumme, og eskapistiske. Tværtimod. Bella “is a Gothic final girl who in the end fights the monsters and saves both the prince and his kingdom from destruction.” (116) (Og var det ikke også, hvad Harry Potter gjorde?).
Jeg har tidliger i et par indlæg skrevet om tv-serien The Vampire Diaries, der bliver mødt med nøjagtig samme kritik som Twilight. Man kan ikke dømme smag, vi har alle lov at have vores meninger. Men man kan blive klogere på smag! Og det bliver man af at læse Interdisciplinary Approaches to Twilight
God fornøjelse!
Interdiscipliary Approaches to Twilight: Studies in Fiction, Media, and a Contemporary Cultural Experience, redigeret af Mariah Larsson og Ann Steiner. Nordic Academic Press, 2011.