Skibene sejler over det kosmiske ocean

Rumskibet: Noget mere centralt for science fiction-genren skal man lede længe efter. Ganske vist er fremtidens teknologi og videnskab det overordnede i genren. Men rumskibet er det visuelle indbegreb af fremtidsforestillingerne.

Tag en næsten hvilken som helst science fiction-bog ned fra reolen hos din boghandler og du vil finde et rumskib (eller flere) på forsiden. Og det er ikke ligegyldigt, for rumskibet signalerer noget særligt om indholdet. Ligesom en science fiction-film, hvori der er rumskibe, i meget høj grad bliver defineret af rumskibenes udformning.

Det gælder selvfølgelig først og fremmest rumskibet set udefra, men også rumskibets indre er betydningsfuldt. Tænk på Tusindsårsfalken (Star Wars), Enterprise (Star Trek), Nostromo (Alien), eller Discovery One (Rumrejsen år 2001). Disse film, og film-serier, kan ikke tænkes uden rumskibenes udformning og æstetik.

Men rumskibet som grafisk symbol repræsenterer samtidig en samling af ideer, som rækker ud over det enkelte rumskib og den konkrete sammenhæng, som det optræder i.

Først og fremmest er rumskibet et fartøj, hvori man kan forlade Jorden og dens atmosfære og tyngdefelt. Imidlertid lader denne rejse op i himmelen sig let associere med en religiøst betonet transcendens af jordiske forhold.

Mette Bryld og Nina Lykke taler i bogen Cosmodolphins om “den kulturhistoriske semantik, der tilfører rumskibs-ikonet betydning som et fartøj fremstillet med det formål, at bringe mennesker ind i den sfære, som i århundreder har været associeret med det guddommelige rige og den hvide kristne fader-Gud”. Det er noget af det, som gør at rumskibet er omgivet af en særlig aura.

Samtidig er bevægelsen fra Jorden og ud i rummet også en bevægelse fra fortiden og ind i fremtiden, for så vidt som det ydre rum ofte er stedet, hvor menneskets forestillinger om fremtiden udfolder sig. Rumskibet er altså også en slags tidsmaskine.

Det er ikke uden symbolsk merbetydning, at tid og rum (og dermed rumrejser) i moderne kosmologi er to sider af samme sag. Mangt et science fiction-rumskib har da også haft evnen til at springe i tid og rum og dermed rejse både frem og tilbage i tiden.

Man må heller ikke glemme, at rumskibet er et rum-skib: et skib, der besejler rummet. Ordet trækker på en gammel og vidt udbredt metafor i den fiktive, såvel som faktuelle, diskurs om rummet: Rummet som ocean, eller hav. Med denne metafor gør man rummet sanseligt og begribeligt for tanken.

Heraf følger mange andre sammenligninger og associationer: Planeter (eller solsystemer eller galakser) som øer; Jorden som det kosmiske oceans strandbred; sammenligninger mellem rumrejser og jordiske opdagelsesrejser (især Columbus’ opdagelse af den Ny Verden); oceanet (hvadenten det jordiske eller det kosmiske) som både evolutionært, mystisk og mytisk oprindelsessted, osv.

Samtidig er rumskibet den visuelle essens af tekno-videnskabelig fremskridtstænkning. Som Sharona Ben-Tov siger det i The Artificial Paradise, så er dét øjeblik science fiction-læseren “går ind på billedet af den interstellar rejse […] også et udtryk for en implicit, medsammenvoren tro på fremskridtsideologien.”

Og rumskibet, mener hun, repræsenterer det teknologiske menneskes drømme om at forvandle naturen: “Ikke så snart ser vi rumskibet for os, førend vi mentalt opruller et kort over det objektiverede rum; vi overgår til drømmen om kollektiv teknologisk magt; vi deltager i et drama, som handler om at genskabe universet i vort eget billede.”

Rumskibet kan selvfølgelig også “bare” være kulisse for arketypisk eventyr-ramasjang (Star Wars), såvel som for mareridtsmøder med udenjordisk liv (Alien). Men det er stadig et billede på fremtidens tekno-videnskab, uanset om synsvinklen er utopisk eller dystopisk, eller noget helt tredie.

Men der er også rejsen fra rummet og til Jorden. “De fremmedes” rumskibe spiller en (næsten) lige så stor rolle, som de jordiske. De er stadig, i de fleste tilfælde, essensen af fremtidens tekno-videnskab, men med den twist, at de er skabt af ikke-jordiske intelligensvæsener.

Når det kommer til UFOer, handler det oftest om enten venligsindet kontakt eller aggressiv invasion af Jorden. “UFO” står oprindeligt for “Uidentificeret Flyvende Objekt”, og betyder ikke nødvendigvis et rumskib. Men betydningen af ordet skred hurtigt hen mod at blive stort set ensbetydende med en “flyvende tallerken”.

Den tallerken-formede UFO er blevet det grafiske symbol for udenjordisk intelligens, hvad enten i form af gådefuldt perverse tekno-nisser, der bortfører og underlægger mennesker grænseoverskridende intim-undersøgelser, eller i form af æteriske lysvæsener, der ønsker at løfte menneskeheden op på et højere bevidsthedsniveau.

Virkelighedens rumskibe, som f.eks. NASAs, består ikke udelukkende af videnskabens resultater og teknologiske bedrifter. Ikke alene ligger der mange drømme til grund for at bygge dem, men de går også ind i kulturen, hvor nye betydninger samler sig om dem.

Eftersom man skrev og fantaserede om dem lang tid før de fandtes, kan man næsten sige at virkelighedens rumskibe kommer drivende ud af den menneskelige forestillingsevne, for gradvist at forsvinde ind i den igen. Sikkert er det i hvert fald, at virkelighedens rumskibe, tekniske pragtpræstationer som de måtte være, lever en paralleltilværelse i den kulturelle fantasi. Ikke mindst som man forestiller sig de vil blive i fremtiden.

__________________________

Sharona Ben-Tov (1995). The Artificial Paradise: Science Fiction and American Reality. Ann Arbor: The University of Michigan Press.

Mette Bryld og Nina Lykke (2000 [1999]). Cosmodolphins: Feminist Cultural Studies of Technology, Animals and the Sacred. London og New York: Zed Books.

Tom D. Crouch (1999). Aiming for the Stars: The Dreamers and Doers of the Space Age. Washington, DC: Smithsonian Institution Press.

Hvis man vil dyrke rumskibets æstetik er bloggen conceptships.blogspot.com stedet at slå sig løs.

Billedet der illustrerer dette blogindlæg:
© 2011 by Luca Oleastri - illustrator
Besøg Luca Oleastris hjemmeside her: http://www.innovari.it