Rummets musik
Når man beskæftiger sig med “astrokultur” – kulturhistoriske aspekter af f.eks. astronomi, rumfart og rumforskning – er det almindeligt at se på medier så som film, bøger og tegneserier. Der er imidlertid også en anden form for kilder man kan studere: musik.
Specielt når den er instrumental er musik ikke noget, som ofte inddrages i historiske studier – med mindre der da lige præcis er tale om musikhistorie. Inden for religionshistorien, som er det jeg kender mest til, er det også sjældent, at de musikalske aspekter af religion inddrages.
Inden for de sidste par år er der sket noget på denne front, se f.eks. Jakob Moesgaards konferensspeciale fra 2008, Dhrupad: En analyse af en nordindisk musikkultur som en religiøs tradition. Men trods det at musik er en fast del af de fleste samfund og kulturer, og ofte spiller en central rolle i religioner, er det sjældent dette element inddrages i religionsstudier. Det samme gælder studiet af astrokultur.
Jeg har længe gået og funderet over det fænomen, som jeg tror de fleste læsere må være bekendt med: At der er bestemte former for musik, som man forbinder med det ydre rum. Helt oplagte eksempler er selvfølgelig et værk så som Gustav Holsts The Planets og filmmusik lavet til kendte science fiction-film, så som temaet til Star Wars, eller musikken til Kubricks Rumrejsen år 2001.
Fra sidstnævnte er det især åbningstemaet fra Richard Strauss’ Also Sprach Zarathustra, der er blevet synonymt med det ydre rum. Ligesom filmen Rumrejsen år 2001 blev tæt knyttet til det amerikanske Apollo-program, blev musikken fra filmen det også. Zarathustra-temaet spilles stadig den dag i dag, når amerikanske Apollo-astronauter (dem der stadig er i live) viser sig til offentlige arrangementer.
Zarathustra-temaet bliver også ofte citeret i andre science fiction-film; sidst jeg bemærkede det var det i Pixar-filmen Wall-E, hvor det spilles mens den overvægtige rumkaptajn tager de første skridt for at befri sit rumskib fra robot-kaptajnens tyranni.
Men der er også former for musik, som jeg tror de fleste intuitivt opfatter som rummusik, uden at det nødvendigvis er gjort explicit, at det er det. Det er typisk den slags elektronisk musik, som bruges som lydspor til dokumentarfilm om astronomi og rummet (og nogle gange havet).
Jeg blev derfor begejstret, da jeg for nylig opdagede at Wikipedia har et længere opslag med titlen “Space Music” og her lærte, at der er tale om en anerkendt, selvstændig genre.
Et typisk eksempel er den franske komponist Jean Michel Jarres elektroniske musik. At det er rummusik vi har at gøre med her, gøres klart på omslaget af gennembrudsalbummet Oxygene fra 1976, i form af en afpillet kranie-jordklode. Ligesom det ti år senere album Rendez-Vous også bærer et billede af jorden set fra rummet, og desuden var en hyldest til NASA. (Faktisk var det meningen at astronauten Ronald McNair skulle have spillet saxofon live fra rummet under en Jarre-koncert i Houston, men han døde inden i Challenger-eksplosionen).
Eksempler på andre klassiske rummusikere eller -grupper er Klaus Schulze, Vangelis og Tangerine Dream. Af nyere rummusik er det oplagt at nævne norske Biosphere, der igen og igen har refereret til astrokulturelle fænomener gennem omslag og tekstcitater i musikken (og i øvrigt har skabt albummet Substrata, der af mange anses for at være det måske bedste ambient-album nogensinde). Også Carbon Based Lifeforms, Higher Intelligence Agency, SETI, Murcof og Loscil er navne, som bør nævnes. De genrebestemmes ofte som ambient, men det er oplagt, at de tilhører kategorien space music.
Den elektroniske rummusik har en væsentlig del af sine historiske rødder i Karlheinz Stockhausens pionerarbejde med elektroniske kompositioner fra 1950erne. Det er ikke så mærkeligt, når man betænker følgende citat af Stockhausen: “Flere har sagt at min elektroniske musik lyder ‘som på en anden stjerne’ eller ‘som i det ydre rum’. Mange har fortalt, at når de hører denne musik har de følelsen af at flyve med uendelig høj hastighed, eller at være ubevægelige i et enormt rum.”
I Wikipedia-opslaget tales der om at elektronisk musik ofte bruges i lydspor til film og TV som en “auditiv metafor for ualmindelige former for bevidsthed” og mange steder rubriceres rummusik som en underafdeling af New Age-musik. Dette tyddeliggører det forhold, at space music peger både indad mod et indre, kontemplativt og mystisk rum, og udad mod et ydre, kosmisk rum.
Måske kan man sammenfattende sige, at rummusik har potentialet til at aktivere en kosmisk bevidsthed hos lytteren. Både i psykologisk, psykedelisk forstand og i astronomisk, kosmologisk forstand. Dette igen peger på, i hvor høj grad man på et intuitivt niveau forbinder det virkelige, ydre rum med et indre, psykologisk rum.
Rumrejsen år 2001 er på mange måder et brændglas for Vestens astrokulturelle ideer og forestillinger. I filmens sidste afdeling, “Jupiter and Beyond the Infinite”, hvor astronauten Bowman suges ind ad den mystiske monolits stjerneport, gøres det også visuelt klart, at rejsen ud i det ydre rum i lige så høj grad er et indre trip.
Ydre og indre rum – begge synes at fodre den menneskelige trang til mystik og eventyr. Mellem dem suser rummets musik som en sluse.
___________________
Oplysningen om Apollo-astronauters optræden og Strauss’ Also Sprach Zarathustra:
Andrew Smith. (2006 [2005]). Moondust: In Search of the Men Who Fell to Earth. London: Bloomsbury.
Et lille essay om “space music”: http://www.hos.com/aboutmusic.html