Prosa med homoioteleuton - er det så godt, som det lyder?

Er det upassende at lade sine ord rime, når man skriver prosa (og ikke poesi)? Skulle fx Karl Ove Knausgård hellere have holdt sig i skindet, når han i sit selvbiografiske romanværk Min kamp fortæller, at han og hans bror Yngve spiste bøf på en restaurant i Italien og derefter ”røykte … drakk grappa … og snakket om pappa”?

Som klassisk stilbegreb benævnes en sådan rimende figur homoiotéleuton (af det græske hómoios: ens, lig + teleután: slutte, ende). Og i eksemplet her ender den italienske ’grappa’ og Karl Oves norske ’pappa’ så ens, at det skaber en ekkoeffekt i sætningen. Det vidner om, at skribenten har haft det sjovt med at skrive – hvilket faktisk i sig selv kan virke forstyrrende.

Kreativt overskud eller mangel på selvbeherskelse?
For når vi læser prosa, er vi typisk mest trygge ved, at ordene er valgt for at understøtte kommunikationen og ikke for at vise, hvilken ordkunstner og finurlig rimsmed, skribenten er. Og rim er en form, der gør opmærksom på sig selv. Den kan ligne et ubehersket udtryk, et usagligt eller bare umodent stilistisk valg, hvilket måske bliver mere tydeligt, når Knausgård nogle sider senere fortæller, hvordan han, da han er tilbage i Bergen og sine litteraturvidenskabelige studier, skriver en teoretisk tekst efter et fabulerende princip og under det direkte sangbare motto ”Jeg er fan af Paul the Man!”

Men – er det ubehersket eller bare veloplagt? Sprogforsker Peder Skyum-Aagaard (tidligere Skyum-Nielsen) skrev i 1992 doktordisputats om fyndord af netop denne type, altså det prægnante sprog, vi kender fra mottoer, ordsprog og reklameslogans. Og indtil sin død i 2010 arbejdede Skyum-Aagaard på at lære journalister og andre sprogbrugere at værdsætte og benytte rimeffekter og andre af det fyndige sprogs stiltræk; ikke til hver en tid, men netop fx i titler og overskrifter foruden i resumeer og i teksters åbnings- og udgangssætninger, altså  ”særlige steder eller positioner, hvor du med fordel kan klemme til og fynde”, som han – med et pædagogisk ordspil på ’fynd og klem’ – formulerede det i bogen Godt dansk.

Er rim nogensinde på deres plads?
Lige bestemt rim er imidlertid så iørefaldende, at de kun sjældent er på deres plads i moderne prosatekster, ikke engang i skønlitteraturen og ikke engang i bogtitler eller på tabloidavisernes spisesedler.

I hvert fald i prosateksternes krop – der også kaldes ”brødteksten”, som for netop at bremse den poetiske impuls – må sproget være forholdsvis gennemsigtigt. Gerne klart og levende, nuanceret og rytmisk, men endelig uden at blive decideret metrisk, sådan som allerede Aristoteles indskærpede over for vordende offentlige talere. Det metriske (som vi fx så i det både rimende og metriske jeg-er-fan-af-Paul-the-Man, dum-da-dum-da-dum-da-dum) ”virker utroværdigt”, kan man læse i Aristoteles’ Retorik, ”man har indtrykket af noget kunstigt, – og samtidig distraherende på tilhøreren…”

Skål og rim du bare
Rimeffekterne er da også fuldstændig fraværende i Knausgårds Kamp gennem de første fire og et halvt bind (så vidt jeg da selv bemærkede). Prosaen er klar og levende, nuanceret og rytmisk, men uden fyndige special effects. Og netop derfor vågnede jeg op, da jeg nåede til grappaen i femte bind:

Den umådeligt hårde pappa har fremkaldt tunge suk og forbandelser fortællingen igennem, og vi ved fra første bind, hvordan han ender med at drikke sig ihjel på grimmeste facon. Så netop her, hvor Karl Ove og hans bror er alene i udlandet, i byen langt hjemmefra, er det løsslupne rim på grappa både velmotiveret og velplaceret. Rimet lader os vide, at her var der plads til at ånde friere og dyrke den indforståede, pjattede jargon, der kan herske blandt søskende, og som kan få selv den strengeste far til at rime på den lokale brændevin.

Så ja, det er usagligt og umodent at rime, når man skriver prosa, men fraværet af fokus eller manglen på selvbeherskelse kan fra tid til anden være lige præcis det, man vil kommunikere. Og så kan rimet selvfølgelig være helt på sin plads.

Foto: Boberger

Læs videre:

Aristoteles: Retorik. Oversat af Thure Hastrup. Museum Tusculanum, København, 1996.

Gideon Burton, Silva Rhetoricae – the Forest of Rhetoric på http://rhetoric.byu.edu/

Tormod Eide: Retorisk leksikon. Universitetsforlaget, Oslo, 1990.

Karl Ove Knausgård: Min kamp 1-6. Forlaget Oktober, Oslo, 2009-2011.

Peder Skyum-Nielsen: Fyndord. Studier i kortformernes retorik. Hans Reitzels Forlag, København, 1992.

Peder Skyum-Nielsen med Ebbe Grunwald og Ole Meisner: Godt dansk. DR & Syddansk Universitetsforlag, 2008.