Har naturen værdi i sig selv?

Der var engang, hvor det at være grøn og miljørigtig var noget for blege vegetarer med fodformede sko og hjemmestrikkede sweatere. Idag er det mainstream og dækker over begreber som økologisk, naturlig og bæredygtig. Markører for det etiske.

Aristoteles definerede mennesket som et rationelt tobenet fjerløst dyr. Og selvom den efterfølgende filosofihistorie muntert er blevet beskrevet af nogle som fodnoter til den gamle græker, har vores opfattelse af mennesket og forholdet til omverdenen da bevæget sig en smule siden dengang.

En grund til at Aristoteles’ upræcise definition alligevel er værd at nævne, skyldes den indvirkning den i en vis forstand stadig har på vores opfattelse af moral og moralske egenskaber. Det er det bevidste menneske, som er det centrale for moralske vurderinger. Man kalder det af samme grund en antropocentrisk opfattelse af moral.

Forpligtelser overfor ikke-menneskelige dyr

Denne opfattelse er ikke uvæsentlig at huske på, når man skal prøve at forstå, hvad vi tillægger moralsk værdi – og det der er mindre heldigt stillet. Opfattelsen genfinder man blandt andet i den bibelske opfattelse, at vi (forsimpelt sagt) er blevet givet naturen, som vi skal herske over – og som vi har moralsk ansvar for.

En konsekvens af den holdning er, at vi mener, at vi i højere grad har moralske forpligtelser over for mennesker end overfor ikke menneskelige dyr. Mennesker har nemlig selvbevidsthed og er udstyret med kognitive og emotionelle evner til at opfatte omverdenen med. Evner, som dyr ikke besidder i samme omfang.

Men der er en række principielle problemer med denne holdning, som den australske filosof, Peter Singer (1946-), blandt andet har påpeget. Dels har man set, at højerestående kan lære ting, der kræver en del intelligens, dels kan mange dyr udvise empati.

Og hvad skal man så konkludere på den baggrund? Jo, som Singer argumenterer, udfører vi ikke – og vil heller ikke udføre – medicinske forsøg på mentalt retarderede mennesker, selvom de har ringe kognitive evner. Det ville være et moralsk forkasteligt overgreb. Men hvorfor så behandle dyr, som vi gør idag, lyder Singers konklusion?

Hvad har værdi?

Man kan ikke svare på, om naturen har værdi i sig selv, før man gør sig klart, hvad der menes med udsagnet. For hvad betyder ord som “værdi” og “natur”? Og hvordan bør “i sig selv” forstås?

Fra en ende af: Genstande (billeder, bøger, osv.) kan have herlighedsværdi. Det samme gælder naturen.

Levende væsner har derimod moralsk værdi. Det udelukker selvfølgelig ikke, at de også kan have herlighedsværdi for os som kæledyr, eller brugsdyr som skaber en glæde for os. Men de eksisterer i deres egen ret. De har værdi i sig selv.

Forskellige former for værdi

Dermed er begrebet værdi langt fra udtømt. Man plejer at skelne mellem det, der har værdi i sig selv (intrinsisk værdi), og det der får sin værdi fra noget andet end sig selv (ekstrinsisk værdi). Livskvalitet, glæde og lignende ikke-reducerbare størrelser er eksempler på den første værdi.

Det er oplagt at bruge penge som eksempel på det andet. De fleste af os vil gerne have penge, fordi de kan bruges til at købe os livskvalitet, glæder og andre ting, der har betydning for os. Penge har derfor også instrumentel værdi. Men penge er ikke noget i sig selv (med mindre man er Joakim von And).

I modsætning hertil kan noget have ikke-instrumentel værdi. Det er ikke en værdi der knytter sig til, hvad vi kan bruge den til. Det er derimod noget, der kan værdsættes for sin egen skyld. Glæde har i den forstand ikke-instrumentel (og intrinsisk) værdi. Den pli man udviser, hvis man rejser sig i bussen for en gammel dame, er et eksempel på en ikke-instrumentel værdi. Men værdien er i modsætning til glæde ekstrinsisk. Det er nemlig kun, fordi den gamle dame får mulighed for at sætte sig på ens sæde, at det har værdi (ellers står jo man blot op til ingen verdens nytte).

Alle mennesker har intrinsisk, ikke-instrumentel værdi – uafhængigt af deres egenskaber i øvrigt. Det er grunden til, at vi ville finde det forkasteligt at lave samme type forsøg med mennesker som med andre dyr. Man kan derfor heller ikke ofre ét menneske, for eksempel ved at udføre medicinske forsøg, for at redde et antal andre. Et menneske har værdi i sig selv.

Hensyn i en antropocentrisk etik

I en antropocentrisk etik har naturen ikke nogen værdi i sig selv. Den eksisterer som et gode for mennesket. Naturbevarelse kan for så vidt stadig være fornuftigt nok. Så længe det er et gode for mennesket og bidrager til den menneskelige lykke.

Naturbevarelse kan groft sagt bidrage til menneskelig lykke på to måder. Dels kan et naturområde udgøre livsgrundlaget for nogle mennesker. Det har i så fald instrumentel værdi her og nu for nogen der har intrinsisk værdi. Dels har bevaringsværdig natur stor værdi for mennesker og må ligeledes antages at få værdi for vores børn, børnebørn og kommende generationer, der endnu ikke er født. Men i begge tilfælde er det i relation til mennesket, at naturen opnår værdi. Man kan godt fælde én skov, hvis andre mere bevaringsværdige naturområder dermed kan bevares.

Man behøver dog ikke at gå så langt som til at redde andre naturområder, for at retfærdiggøre, at skove fældes. Rydning af naturområder kan for eksempel skabe økonomisk vækst for os og de kommende par generationer. Men hvis et naturområde først én gang er forsvundet, kan det ikke skabe glæde for kommende generationer i al fremtid.

Det er velsagtens nogle af disse hensyn – kommende to-tre generationer sat overfor alle kommende generationer – man bør medtænke i en etik for naturen, der både skal være til gavn for os og samtidig være bæredygtig.

Tre betydninger af ’natur’

En ting er at diskutere, hvad der har værdi, og i hvilken forstand naturen kan tillægges en sådan. Noget andet er at blive enige om, hvad ’naturen’ er. Når der bliver talt om ’naturen’, ligger der ofte tre betydninger og lurer.

Naturen kan sættes i modsætning til det overnaturlige. Men hvis man ikke mener, at der eksisterer noget udenfor naturen – noget overnaturligt med andre ord – er alt per definition naturligt.

Ofte taler folk også om, at naturen er noget, som mennesker ikke har påvirket. Denne betydning udelukker dog samtidig mange naturområder, som vi normalt ville tale om som natur. Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvor stor en del af naturen man udelukker fra at være ’natur’, blot anføre, at der i så fald ikke er meget natur tilbage i følge denne definition.

Typisk vil mange mene, at mennesket skal have været mere involveret for, at det ikke mere bør tælle som natur. Skove (selvom de er plantet af mennesker), åer, søer og floder (som mennesker har været med til at påvirke) vil således gå for at være en del af naturen.

Naturen vil ikke noget

Ikke sjældent ligger der noget værdiladet i at kalde noget for naturligt og andet for unaturligt. Det er dog en generel misforståelse at forveksle det unaturlige med det umoralske. Når lægen vaccinerer imod polio eller andre alvorlige sygdomme, er det unaturligt, men det er ikke umoralsk. Når landmanden sprøjter sine afgrøder, så planterne får bedre vækstbetingelser (og vi derfor kan få noget at spise), er det ikke i sig selv uetisk. Ikke at det dermed kan vise sig at være etisk uproblematisk.

Af samme grund kan det derfor være svært at se, hvorfor det skulle være moralsk forkert at dyrke GMO grøntsager, blot fordi man henviser til, at det er unaturligt. Det kan ligesom skødesløs brug af sprøjtemidler være risikabelt. Men det er det i relation til mennesker og dyr. For de har moralske interesser, vi bør tage hånd om. Og det er under hensyntagen til mennesker og dyr, at man bør må vurdere, hvordan vi bør gribe ind i naturen.

Det er oplagt at lade sig forføre af, at der ofte tales om den ikke-bevidste natur (træer, planter og lignende) i menneskelignende eller besjælede termer. Man får let det fejlagtige indtryk, at denne del af natur vil noget eller har en bevidst hensigt med det den gør. Men Moder Natur har ikke moralsk relevante interesser som rækker videre end den kendsgerning, at ”Hun” er med til at opretholde andet liv. Altså liv der er bevidst. Floder, bjerge og træer ”vil” i den sammenhæng lige så meget som tyngdekraften ...