Fodboldtossen

Skrevet i samarbejde med Jens Fønss-Jørgensen.

For fem år siden var folket klar til at lynche ham. Siden er folkestemningen vendt. Nu er det derimod “synd for ham”.

Vi taler selvfølgelig om manden, der indskrev sig i Danmarkshistorien under det lidet flatterende navn, fodboldtossen. Tilskueren der fik danskerne på nakken og Danmark taberdømt.

Baggrunden er følgende. Danmark spillede i 2007 en afgørende fodboldlandskamp mod Sverige. Ved stillingen 3-3, og med få minutter tilbage af kampen, blev en dansk spiller udvist for at have slået en modstander. For at gøre ondt værre, fik Sverige fik desuden tildelt et straffespark. Skuffelsen var særligt stor, fordi Danmark flot var kommet tilbage efter at have været bagud 0-3.

Det fik en tilskuer til at invadere banen og forsøge at angribe kampens dommer. Dommeren stoppede kampen, og Sverige blev tilkendt sejren. Men dermed var det ikke slut, for Danmark skulle spille de kommende to kampe på et mindre stadion end Parken, og DBU gik derfor glip af forventede indtægter i billetsalg.

Siden da har manden i centrum været i fængsel på grund af sit baneløberi og forsøg på overfald. Senest har Landsretten pålagt ham at betale 1,8 mio. kr. til DBU i tabte entreindtægter og andre indtægter, der følger med et højere tilskuertal. En fordobling af beløbet i forhold til den oprindelige dom i byretten fra 2009.

Retspraksis versus retsbevidsthed

Det egentlige problem ikke så meget det, at DBU vælger at sagsøge manden. DBU er en privat organisation, der blot handler ud fra de rammebetingelser loven giver dem. Beskyttelsen af det enkelte individ skal ikke primært komme fra civilsamfundet, men fra staten og dermed loven.

Det, der er det springende punkt, er tværtimod: hvad er den normative begrundelse for at lave lovene på en måde, så det giver domstolene mulighed for at ødelægge en mands liv, hans børns liv, etc.? For nok var handlingen dum, nok var det decideret uansvarligt, men det til trods, så kostede hans handlinger hverken menneskeliv eller noget andet tilsvarende alvorligt.

Loven kan jo indrettes på forskellige måder og strafferammerne tilsvarende, men i følge erstatningsretten har skadesforvolderen bare at punge ud ved kasse ét til forurettede. Og der er ingen pardon, hvad angår beløbets størrelse eller skadesforvolderens økonomiske situation i øvrigt.

Grunden til at Landsretten hævede beløbet, i stedet for at følge byrettens dom, kunne være, at DBU har fået ret i deres påstande om tabte indtægter – enten i antallet af påstande eller størrelsen af enkelte. Altså i påstandene om hvor meget materiel skade, der reelt var forvoldt som direkte eller afledte konsekvenser af baneløberiet.

Fysiske og juridiske personer

Men DBU er jo ikke en fysisk person. Det er en såkaldt juridisk person og i sådanne tilfælde er det ikke rimeligt at tale om, at der er gjort skade på et enkelt individ.

Hvis vi tænker os, at baneløberen havde forvoldt skade for 1.8 mio. kr. ved eksempelvis at bryde ind i et hus og enten med vilje eller skødesløst havde smadret en privat samlers kollektion af ming-vaser, så tror vi faktisk folk ville mene, at en dom, som den baneløberen har fået, ville have været rimelig. Han havde jo i det tænkte eksempel ødelagt et andet menneskes værdier og må derfor bøde tilsvarende for sin handling.

Men det er ikke det, der er tale om i det faktiske tilfælde. Her kan man sagtens argumentere for, at der hersker en moralsk relevant forskel, som ligeledes giver sig udslag i folks retsbevidsthed (ud fra vox populi). Den mest relevante forskel er netop sondringen mellem fysiske personer og juridiske personer.

Det betyder ikke, at juridiske personer ikke har krav på erstatning. Tænk, hvad det ikke kunne føre til, hvis det modsatte var tilfældet. Der skal naturligvis stadig være plads til at sanktionere, når juridiske personer lider skade.

Men det betyder derimod, at man burde tildele domstolene tilstrækkelig plads til en skønsmæssig vurdering inden for en mere fleksibel strafferamme end der for nuværende er mulighed for i erstatningsretlige sager.

Den retfærdige domstol

En, i moralsk henseende mere retfærdig, domstol burde i stedet for spørge sig selv: hvilke konsekvenser vil DBU’s erstatningskrav få for borgeren, og hvilke konsekvenser vil et, for borgeren overkommelig krav, få for DBU? Man straffer jo indirekte den anklagende skadeslidte part (DBU), hvis man ikke straffer den der har forårsaget skaden (baneløberen). Samt ikke mindst: hvilke konsekvenser vil en sådan fleksibel strafferamme få for lovens præventive effekt?

Baneløberen skal selvfølgelig straffes – også så han kan mærke det flere år frem – men argumentet her går på, at strafferammen er alt for ufleksibel i forhold til de konsekvenser dommene fører med sig. Der er jo forskel på at give baneløberen en lærestreg, og så på den anden side fuldstændig smadre vedkommendes liv. Man ofrer et menneske for at statuere et eksempel.