En sladrende art

"HAR du hørt hvad chefen lavede til julefrokosten her i lørdags?"
"NEJ, HVAD?"
"Han snavede med Bente nede fra bogholderiet!"
"DET ER DA LØGN!!"
"Nej nej det er skam rigtigt. Det er det, jeg altid har sagt, han er simpelthen så bla bla bla..."

SÅ er julefrokosterne forbi, og samtaler som ovenstående har man juletiden igennem kunnet overhøre på arbejdspladsen. Sladder om og snagen i andre personers privatliv opfattes typisk som en nederdrægtig beskæftigelse. Ja, at blive anklaget for at tale bag andres ryg vil de fleste mennesker vel opfatte som en ganske alvorlig anklage. Alligevel er det noget nær en yndlingsbeskæftigelse for os. En engelsk undersøgelse af samtaleindhold blandt universitetsstuderende viste f.eks., at de brugte ca. 60 % af deres samtaletid på at tale om andre personer eller om egne relationer til andre personer (Dunbar, 1993).

Trangen til at snage i og sladre om andres privatliv er så kraftig, at vi ofte ikke skeler til relevansen af sladderen. Sladderpressen er i dag en multi-milliard industri, og den er bygget op omkring det ene formål at dokumentere eller antyde hvad personer, som vi aldrig har mødt og aldrig vil møde, har gang i eller har til hensigt at gøre. Og vi lapper det i os. F.eks. ved de fleste af os vel efterhånden, at Frank Jensen har været uartig til sin seneste julefrokost, at Caspar Christensen kærester med den unge Isabel Friis-Mikkelsen, og at Paradise-kendisserne Amalie og Peter er gået fra hinanden. Interessen i disse oplysninger er ikke helt rationel - og det ved vi sådan set godt - alligevel kan vi ikke helt undertrykke den.

Men hvorfor bruger vi så meget af vores tid på at snage i og sladre om andre? Den umiddelbare årsag er, at det føles fantastisk. Ja en undersøgelse har sågar fundet, at udveksling af person-oplysninger mellem to fremmede personer er forbundet med udskillelse af progesterone i kroppen, som er et hormon, der modulerer vores glædes-oplevelse (Brown et al., 2009). Stikker vi et spadestik dybere i motivationspsykologien og konsulterer den britiske antropolog Robin Dunbar (2004), så er motivationen til at snage og sladre faktisk noget af en spektakulær trækrone på menneskets evolutionære udvikling.

Effektiv netværksopdatering som årsag til udvikling af sprog

Ifølge Dunbar så er menneskers sladder nemlig en effektiviseret form for social grooming (social soignering). Primater som gorillaer, chimpanser, bavianer, o.a. bruger store mængder tid (op til 20 % af deres vågne timer) på at groome andre individer indenfor deres gruppe. Og selvom grooming fjerner irriterende parasitter, så er det primære formål med grooming at signalere commitment og tillid, at etablere og pleje venskaber og alliancer. Det er lidt á la "Hey se her, jeg bruger altså en anseelig del af min tid på at groome dig, så meget betyder du faktisk for mig". Og der føres nøje regnskab med hvor meget grooming der gives, og hvor meget der modtages, ligesom der observeres hvem der groomer hvem. Sat på spidsen, så kan man sige, at primater bruger ratioen af hvor megen grooming de får / hvor megen de giver, som pejlemærke for hvilken status de har i gruppen, og hvem de kan regne med som opbakning, når der opstår konflikt. Ligeledes kan de holde øje med hvordan andres alliancer forholder sig.
Problemet er imidlertid, at det er begrænset hvor meget tid du reelt kan bruge på at groome dine venner, når der samtidig skal bruges tid på at sove, finde føde, m.m. Med udvikling af det menneskelige sprog (syntaks-baserede kommunikation), fik mennesker et meget mere effektivt redskab til at holde sig opdateret om personer i sit sociale netværk og til at pleje sine bekendtskaber.

Ifølge Dunbar så har sladderens positive effekter højst sandsynligvis været den egentlige årsag til, at vi mennesker overhovedet har udviklet evne til at kunne tale. Synspunktet er kontroversielt, for den hidtidige opfattelse har primært været, at det menneskelige sprog først og fremmest er selekteret for dets evne til at akkumulere og transmittere viden om den fysiske verdens beskaffenheder. Transmission af information som "se lige her Bruno, jeg har lavet dette gode spyd, nu skal jeg fortælle dig, hvordan du også kan lave sådan et" har tilsyneladende bevirket, at mennesker ikke har skullet opfinde den dybe tallerken om og om igen, men har kunnet vidensdele mellem individer og mellem generationer. Problemet med denne forklaring er blot, at det ikke først og fremmest er med dette formål mennesker kommunikerer. Som Dunbar tørt har bemærket, så viser forskning os, at mennesker på tværs af kloden typisk ikke bruger sproget eller deres hukommelse til at værdsætte Aristoteles og Einsteins genialiteter, men først og fremmest til at endevende deres egen sociale trummerum. Ligeledes viser nyere undersøgelser, at vi næsten udelukkende benytter sociale netværkstjenester som twitter og facebook til at holde os opdateret om hvad der sker i vores netværk, frem for at få gode råd til at isolere vores hus eller oprette den mest fornuftige pensionsopsparing.

Sladder som bolværk mod bedrageri

Men ifølge Dunbar så stopper de gavnlige effekter af sladder ikke ved effektiv netværksopdatering. Med udveksling af social information kan vi f.eks. italesætte og promovere egne kvaliteter, samt bedrage og manipulere andre. Først og fremmest så er sladder dog et ekstremt godt værktøj til at løse klassiske tillidsproblematikker og til at holde opportunismen i ens netværk stangen. Som i dag, så befandt stenaldermennesker sig ofte i vigtige tillidsproblematikker. Vi får alle mest ud af gensidig hjælpsomhed og samarbejde, men i en verden fyldt med potentiel spin, manipulation og bedrag, hvordan kan man da gardere sig mod at blive snydt? Hvem kan man stole på - hvem skal man f.eks. dele sin mad med, eller hvem skal man vælge som partner? Vi bilder os nok ind, at vi kan genkende løgne og bedragere, når vi ser og hører dem, men det er en illusion viser en stor meta-undersøgelse (Bond & DePaulo, 2006). Analysen af 206 tidligere bedrags-studier viser, at vi kun korrekt kan identificere sande og falske historier med 54 % nøjagtighed  - mao. så kun marginalt bedre end hvis man lod et møntkast afgøre det. Det er en temmelig elendig succesrate.

Derimod viser forskning, at vi er ganske gode til at bruge andres omdømme til at afgøre, om de er troværdige. Og denne omdømme-sensitivitet virker. F.eks. så viser studier af vores økonomiske adfærd, at ligeså optaget vi er af at tilrane os materielle goder, ligeså optaget er vi af at virke retfærdige og fair i andres øjne. Studier af folkeslag på tværs af kloden viser, at vi faktisk er villige til at ofre betragtelige pengesummer for ikke at fremstå som selviske i andres øjne (Henrich et al., 2005). Når vi derimod har garanti for fuld anonymitet, så er vi typisk noget mere selviske (Hoffman et al., 1994). Mao. så er gransken af andre personers omdømme noget af det bedste bolværk mod at blive snydt og udnyttet - og det er det i dag såvel som i stenalderen.

Så næste gang du tager dig selv i at snage i og sladre om kendisser, så trøst dig selv med at du blot praktiserer din arts fineste og ædleste kunstart, og at din hjerne ikke altid når at skelne mellem hvem der tilhører din gruppe, og hvem der er irrelevante for dig. Tager du dig derimod i at snage i og sladre om dine venners privatliv, så klap dig selv på skulderen for at hjælpe med at holde dine medmennesker i skindet (det er dog ikke en anbefaling)...

Referencer:
Bond, C.F. and DePaulo, B.M. (2006). Accuracy of Deception Judgments. Personality and Social Psychology Review, 10, 214-234.
Brown, S.L., et al. (2009). Social closeness increases salivary progesterone in humans. Hormones and Behavior, 56, 108-111.
Dunbar, R. (1993). Coevolution of neocortical size, group size and language in humans. Behavioral and Bran Sciences, 16, 681-735.
Dunbar, R. (2004). Gossip in Evolutionary Perspective. Review of General Psychology, 8, 100-110.
Henrich, J., et al. (2005). "Economic man" in cross-cultural perspective: Behavioral experiments in 15 small-scale societies. Behavioral and Brain Sciences, 28, 795-855.
Hoffman, E., et al. (1994). Preferences, Property Rights, and Anonymity in Bargaining Games. Games and Economic Behavior, 7, 346-380.