En Marshallplan til Grækenland?

I forbindelse med sammenbruddet af den græske økonomi er Marshallplanen blevet nævnt utallige gange. Skal Grækenland have en ny Marshallplan? Bør de øvrige europæiske lande udvise storsind og række grækerne en hjælpende hånd, som amerikanerne gjorde det i sin tid, osv? Den slags overvejelser er langt hen ad vejen det rene vrøvl brugt af politikere, journalister og andet godtfolk.

Marshallplanen var først og fremmest en vej til at løse et helt bestemt problem - nemlig en udbredt mangel på hård valuta i Europa (læs dollars). Den internationale handel fungerede dårligt, fordi det ikke kunne lade sig gøre at veksle de forskellige valutaer. Når eksempelvis dansk smøreksport i stor udstrækning gik til Storbritannien så kom der pund kassen, men disse pund kunne ikke bruges til at importere foder til malkekøerne fra USA. Og det var netop fra USA, mange af de råstoffer kom, som var nødvendige for at få de europæiske økonomier op i gear igen. Dette problem blev kaldt ”the dollar gap”. Et sådant ”dollar gap” eksisterer ikke i dag, faktisk er et af Grækenlands problemer, at landet har en alt for hård valuta til en alt for svag økonomi.  At forlange en Marshallplan til Grækenland virker derfor umiddelbart noget bagvendt.
 

Når andre, som eksempelvis økonomen Barry Eichengreen, med en trods alt noget mere substantielt viden om Marshallplanen, alligevel har bragt den gamle plan på banen, hvad skyldes det så? Jo det skyldes at Marshallplanen ikke blot var en slags importstøtte. Den var faktisk meget snedigt skruet sammen. Marshallplanen var nemlig ikke gratis at modtage. Når en bondemand i Danmark gerne ville have en traktor, så kunne han ikke bare ringe til Marshall-myndighederne og sige ”stik mig en traktor”. Nej han skulle købe en traktor og betale med danske kroner, hvorefter Marshallmidlerne dækkede indkøbet af traktoren i USA. Alle de danske kroner, som bondemænd og industrifolk betalte for amerikanske varer, blev samlet på en særlig konto i den danske nationalbank. Disse penge blev kaldt for modværdimidlerne. I Danmark blev disse penge brugt dels til afbetaling af statens gæld og dels til forskellige investeringer i industri og landbrug. Modværdimidlerne blev brugt meget forskelligt i deltagerlandene, men fælles for alle var, at amerikanerne skulle godkende, hvordan pengene blev brugt. To målsætninger gjorde sig gældende for amerikanerne: økonomisk stabilitet og økonomisk vækst. Disse to målsætninger harmonerede dog ikke altid og gav grundlag for en del uoverensstemmelser. I Danmark lagde Marshalladministrationen i første omgang vægt på økonomisk stabilitet og støttede de borgerlige politikere og nationalbankdirektøren i ønsket om at betale af på gælden. Amerikanerne ændrede dog hurtigt mening og bakkede socialdemokraterne op i, at det, den danske økonomi i virkeligheden behøvede, var modernisering og industrialisering. På trods af modstand fra den borgerlige fløj, der frygtede statens utidige indblanding i økonomien, fik amerikanerne trumfet igennem at en langt større del af modværdimidlerne skulle gå til initiativer, der kunne få produktiviteten i vejret i Danmark.

Samme todelte målsætning fandtes for den græske økonomi. Dels skulle gælden nedbringes og inflationen skulle under kontrol og dels skulle Grækenland moderniseres og industrialiseres. Situationen i Grækenland var dog ved Marshallplanens begyndelse intet mindre end kaotisk. Ikke alene havde landet store økonomiske problemer, det stod også midt i en borgerkrig. Selvom borgerkrigen sluttede i 1949 havde Grækenland altså nogle meget alvorlige og akutte problemer at tage fat om. Derfor blev de græske modværdimidler i høj grad brugt på genopbygning af infrastruktur og på flygtningehjælp. At opnå økonomisk stabilitet i det kaotiske land vist sig svært, og amerikanerne fandt ikke oven i købet ikke de græske politikere særligt samarbejdsvillige. Som den kolde krig skred frem steg frygten for kommunismen, og Grækenlands placering som yderste led i den vestlige forsvarsrække gjorde amerikanerne nervøse og mindre tilbøjelige til at bære over med det græske rod. Dette fik amerikanerne til at droppe støtten til modernisering og til at satse udelukkende på en stabilisering af landet. En hård politik for at få styr på gæld og inflation blev iværksat, og modværdimidlerne blev i en periode frosset helt fast for ikke at bidrage til yderligere inflation. Resultatet af denne kurs blev ikke overraskende recession og arbejdsløshed. Den græske placering i den kolde krig og medlemskabet af NATO betød desuden, at de græske militærudgifter var uforholdsmæssigt høje. I 1953 udgjorde forsvarsudgifterne således 48 % af statens samlede budget. Dette betød, at Grækenland som USA’s allierede i den kolde krig på den ene side kunne nyde godt af at blive en af de største modtagere af Marshallhjælp, men på den anden side også måtte se sine budgetter delvis kontrolleret udefra og det i en retning, der ikke nødvendigvis altid førte til økonomisk vækst.
 

Når en økonom som Barry Eichengreen så begynder at tale om en Marshallpan til Grækenland i dag, så er det netop modværdiernes støtte til investeringer i det private erhvervsliv (styret efter ansøgninger fra de enkelte virksomheder) og økonomisk vækst han fremhæver. Men når man nu ser nærmere på Marshallplanen, så træder et dilemma tydeligt frem, der også præger billedet i dag: Nemlig, hvilken medicin skal man vælge til en syg økonomi - økonomisk stabilitet (afbetaling på gæld) eller økonomisk vækst (nye investeringer frem for gældsafbetaling). Vurderingen af Marshallplanen i Grækenland er heller ikke entydig. Nogle historikere fremhæver, at planen bidrog til økonomisk stabilitet og modernisering, som dannede baggrund for den økonomiske optur som Grækenland oplevede mellem 1955 og 1975. Andre fremhæver planens negative konsekvenser og peger på, at den økonomiske fremgang faktisk først fandt sted flere år efter planens afslutning. En nogenlunde sikker konklusion må dog være at Marshallplanen i brede kredse dengang blev anset som både rigtig og nødvendig, og at den i dag primært kan fungere som et politisk buzzword frem for en skudsikker plan, man kan grave frem fra historiens skrivebordsskuffe.