Det ydre rums Hellige Gral
Den 22. februar 1918 havde verdens første science fiction-film i spillefilmslængde premiere i det netop åbnede Paladsteater i København. Stumfilmen hed Himmelskibet og manuskriptet var skrevet af forfatteren Sophus Michaëlis (1865-1932). Filmen omhandlede piloten Avantis rejse til Mars i himmelskibet “Excelsior”.
På Mars møder jordekspeditionen en højtstående civilisation. Marsboerne, der ligner jordmennesker til forveksling, går klædte i hvide kapper med egyptiske ankh-tegn på. De er pacifistiske vegetarianere og afholdsmænd (og -kvinder), der ikke har kendt til krig i årtusinder. Og så har de pyramideformede templer, der er indrettede som astronomiske observatorier på toppen.
Gennem filmen bliver det klart, at marscivilisationen repræsenterer et trin på den kosmiske evolutions store himmelstige, som ligger langt over Jordens. De er den fremtid, som ligger og venter på menneskeheden, hvis den bare kunne tage sig sammen. Da filmen blev vist rasede den første verdenskrig stadig og lagde en slagskygge over Europa, ikke mindst takket være at der i biografteatrene blev vist film optaget ved fronten. I biografens mørke og magiske hule blev krigens rædsler virkelige og nærværende for publikum. Så hvad var mere nærliggende, end at prøve at skabe en modvægt, ja, en modgift, netop her?
Den berømte amerikanske stumfilmsinstruktør D. W. Griffith prøvede at gøre det med sin film Intolerance (1916), der fulgte lige i køvandet på mesterværket The Birth of a Nation (1915) (der dog havde den lille hage, at den forherligede Ku Klux Klan). Nordisk Film gjorde det med sin Pax Æterna (1917), om skabelsen af evig fred gennem sammenslutningen af de europæiske stater. Og Sophus Michaëlis prøvede at gøre det samme med Himmelskibet.
Men hvorfor skulle en film kunne skabe fred? Både Griffith og Michaëlis var overbeviste om, at stumfilmen kunne noget særligt, netop i kraft af at være stumfilm: film uden tale. Den sprogløse film kunne nemlig forstås af alle, uanset sprog og nation. Det syndefald der skete med Bibelens historie om Babelstårnet, kunne gennem det universelle biografsprog overvindes. I biografens mørke kunne paradisets porte atter slås op.
Men der lå mere i det end som så fra Michaëlis’ side. Han var nemlig tilhænger af Den Gamle Forenede Druide-orden, en udløber af den Gamle Druideorden, der stiftedes i London i 1781. Michaëlis stiftede den første danske Druide-loge “Gral” i 1921, og druide-logen “Parsifal” udgav i 1927 Michaëlis’ bog Druide-Ordenen. Heri beskriver Michaëlis druide-troen, og antyder de saliggørende mysterier, som man gennem logen kunne blive indviet i.
En nærlæsning af Druide-Ordenen, sammenholdt med romanudgaven af filmen som Michaëlis udgav i 1921, gør det klart, at det som Michaëlis forsøgte at skabe med Himmelskibet, var en vision af et ideelt druide-samfund, fredeligt i et og alt, og altså henlagt til Mars. Gennem en slags andenhånds-indvielse i druide-mysterierne via biograflærredet skulle druide-visionen omplantes til Jorden og skabe fred. Det forklarer også de mærkelige ankh-tegn – for iflg. Michaëlis havde de gamle druider nemlig også været en tur gennem det gamle Egyptens pyramider.
Centralt i Michaëlis’ forståelse af druide-troen stod den Hellige Gral. Ifølge Michaëlis var den Hellige Gral det bæger, som Jesus gav sine disciple at drikke af under den sidste nadver. Men samtidig var det også det bæger, som en vis Joseph af Arimathea skulle have samlet Jesu blod i, da han forblødte på korset. Ved at have været i berøring med Kristi frelsende blod, fik Gralen særlige hellige kræfter. Den blev symbol på Jesu offer for menneskeheden, og for det offer man må bringe, for at fred kan stiftes i verden og alt blive godt igen – som det var i paradiset. Ved at virkeliggøre Gral-mysteriet på film, skulle dets kræfter slippes løs i verden og forvandle den.
Men verden blev ved med at være verden, som den nu engang er. Og der var folk blandt publikum, som grinede under premieren. For selv den gang virkede filmen lidt latterlig, i al sin overdrevne selvhøjtidelighed. Det hjalp heller ikke, at de hvidklædte, vise marsboere tydeligvis opholdt sig en del af tiden i Fakse Kalkbrud. Men ser man igennem den let latterlige overflade, genkender man et mønster, som ikke blot er tæt knyttet til science fiction-genren, men også til megen af den litteratur, der er skrevet om søgen efter intelligent liv i rummet.
For hvorfor er det overhovedet interessant at få kontakt med en anden intelligent race et sted derude? Der er mange jordnære argumenter for dette, men et af de mere sværmeriske er, at netop fordi de højst sandsynligt vil tilhøre et højere udviklingstrin, end vi gør her på Jorden, vil de kunne hjælpe os med at løse de problemer, der hærger vores tilværelse her: Sygdom, død, krig, sorg og tænders gnislen. Så Michaëlis’ gamle film-epos rummer en historie, der til stadighed genfortælles: At den Hellige Gral er i det ydre rum.
______________________
Læs om Himmelskibet på Det Danske Filminstituts hjemmeside (hvor man også kan se filmen online via folkebibliotekerne): http://www.dfi.dk/faktaomfilm/nationalfilmografien/nffilm.aspx?id=5760
Bogudgaven af Himmelskibet, der udkom i 1921, kan læses online i Arkiv for dansk litteratur:
http://www.adl.dk/adl_pub/pg/cv/ShowPgImg.xsql?nnoc=adl_pub&p_udg_id=500...
Jeg har skrevet om pluralisme-debat (flerverden-spørgsmålet) og religion i Himmelskibet i Thore Bjørnvig (2011), “Rummets paradis: Himmelskibet mellem astronomi og åbenbaring” i Gertrud Hvidberg-Hansen og Gertrud Oelsner (red.), Himmelgåder: Dansk kunst og astronomi 1780-2010, Fuglsang Kunstmuseum/Fyns Kunstmuseum: 197-212.
Læs om udstillingen Himmelgåder her: http://www.aabne-samlinger.dk/fuglsang/forskning/himmelgaader.asp.
Sammen med min storebror Bo Bjørnvig taler jeg om Himmelskibet på Fyns Kunstmuseum hvor filmen også forevises; det foregår d. 11. april i år; læs om arrangementet her: http://museum.odense.dk/museer/fyns-kunstmuseum/kalender/folkeuniversite...