Det amerikanske forår?
Det er ikke meget, de danske medier har rapporteret om de amerikanske Occupy-bevægelser efter at Ocuppy Wall Street blev ’raidet’ af politiet i midten af november. Men foråret er på vej, og den nylige aktion i Oakland, hvor Occupy-folk forsøgte at besætte et nedlagt kongrescenter, er optakt til hvad bevægelserne selv ser frem til som ’det amerikanske forår’. Occupy er et markant eksempel på flere af de udfordringer vores samtids demokratier og bevægelser står overfor, og det er værd at dvæle ved Occupy-bevægelsernes sammensætning, deres mål og den form for demokratisk legitimitet, de hævder at bygge på.
Occupys udfordringer
Occupy-bevægelser findes i dag stadig i en række af de største amerikanske byer. San Diego, hvor jeg pt. er på et forskningsophold, har en af de mindre grupper, selvom byen immervæk er hjem for hen ved 1,3 millioner indbyggere indenfor bygrænsen og ca. 3 millioner i den større metropol. Den lokale Occupy-bevægelse (Occupy San Diego – herefter OSD) er tilsvarende lille. De har ikke haft mulighed for at mobilisere folk nok til at blokere eller besætte vigtige bygninger eller pladser, men dog er de aktivt deltagende i de større debatter om bevægelsernes virkemidler og fremtid, ligesom mange i OSD har sympati for ’naboen’ Occupy Oakland, hvor der har været konfrontationer med politiet.
Det er farligt som forsker at skære Occupy-bevægelserne over en kam, da de forskellige byer har hver deres historiske udvikling af subgrupper, interaktion med myndigheder og forhold til pressen. I Oakland har kernen af Occupy-medlemmerne tradition for yderliggående aktiviteter (fra civil ulydighed og besættelser til hærværk), og derfor en lang historie af konfrontationer med politiet. Til sammenligning har Oaklands politistyrke et tilsvarende dårligt ry for politibrutalitet og overtrædelse af borgerrettigheder.
En af Occupy-bevægelsernes udfordringer er, hvor bevægelserne er på vej hen. Til trods for den store succes, som Occupy har haft med at mobilisere høj og lav i store skarer over hele verden, så er netop enighed et problem på grund af sammensætningen af grupperne, der som udgangspunkt er åbne for, at enhver kan være med. Dette er Occupys styrke såvel som deres svaghed. I OSD er der således medlemmer fra begge sider af det politiske spektrum og fra forskellige samfundsgrupper fra arbejds- og hjemløse til kandidater til kongressen. Nogle har agiteret for at tage til Oakland og give deres støtte i kampen mod politiet, mens andre blot vil demonstrere fredeligt for mere regulering af finanssektoren. Det er på alle måder et sammenrend af ulige og efter mange kritikeres mening usammenhængende interesser, men nogle af medlemmerne i San Diego mener, at bevægelsen netop ville miste momentum og legitimitet, hvis den låste sig fast på en mere snæver kurs, eller blev kapret af etablerede politiske aktører eller grupper. Der er blandt OSD ikke nogen tvivl om at især kandidater fra det Demokratiske Parti har gjort sig sådanne tanker, og har haft interesse i at være del af medlemsskaren med det håb at Occupy kunne blive deres svar på Tea Party-bevægelsen.
Især de yderligtgående politiske fløje kan dog forenes i deres modstand mod staten og især regeringen i Washington. I begyndelsen af januar skrev Obama under på the National Defence Authorization Act, hvilket nu reelt giver statens sikkerhedsapparatur mulighed for at tilbageholde amerikanske statsborgere på ubestemt tid uden at stille dem for en dommer, såfremt de er under mistanke for terrorvirksomhed. Amerikanere risikerer hermed præcis samme behandling som fangerne på Guantanamo Bay. Dette har forenet borgere på tværs af diverse skel, og i San Diego stod ekstremt konservative republikanere således side om side med Occupy-medlemmer og venstrefløjsaktivister i en protest foran lokale kongresmedlemmers kontorer.
Spioner, sabotører og infiltrerende kræfter?
Alligevel har de mange modstridende interesser ført til en dårlig stemning i OSD. Der er en del mistillid og frygt for spioner fra FBI eller politiet, der ser Occupy som værende på kanten til at kunne kaldes terrorister. Der er også frygt for, at nogle medlemmer kan være sabotører fra kapitalinteresser, der helst så Occupy-folkene fordufte og er direkte betalt for at få Occupy splittet eller miskrediteret i nationale kredse. Således er der rapporter om hjemløse eller berusede personer, som direkte er blevet sendt til Occupy-bevægelsernes lejre for at fremavle konflikter og give politiet påskud for at gribe ind. Der er ofte mistro mod de forskellige deltageres motiver – især, hvis en person ikke passer ind socialt.
Eksempelvis havde OSD et medlem, der hævdede at være tidligere elitesoldat, men fungerede som den besættende gruppes kok, og på den baggrund var kendt af alle og meget populær. Fornyligt forlod han dog OSD med den undskyldning, at han var blevet genindkaldt til de amerikanske specialstyrker, og kort efter hans afgang kom der det rygte, at han var blevet dræbt under en aktion i Syrien. OSD holdt en mindehøjtidelighed for ham til trods for at flere af OSD-folkene, der selv var krigsveteraner, fandt det mistænkeligt, at han kunne genindkaldes og sendes i aktion så hurtigt. Mandens baggrund blev efterfølgende kulegravet og man fandt ud af at hans identitet var opdigtet – helt ned til hans Facebook profil og hans netværk, der var lavet til lejligheden.
Et andet spørgsmål er, om der kan være ledere i en organisation, der prøver at være flad, og hvor beslutninger tages ved afstemninger? I mange af Occupy-grupperne er der en grad af vetoret – i OSD er reglen i øjeblikket, at hvis mere end 10% stemmer imod, kan et forslag blokeres. I forhold til lederskab har OSD haft problemer med et enkelt medlem, der satte sig på stort set alle aktiviteter, men i sin måde at håndtere kommunikation på ekskluderede andre medlemmer. Ligeledes er han blevet anklaget for i smug at optage fortrolige samtaler med andre OSD-medlemmer, hvilket kan give problemer for nogle af dem, hvis han skulle udlevere materialet til politiet. Mens de fleste OSD-medlemmer ikke har forbrudt sig mod loven eller udøvet civil ulydighed, så kan et sådant materiale taget ud af kontekst give politiet undskyldninger for at tilbageholde dem. Der var derfor forleden en General Assembly (OSDs daglige aftenmøde), hvor det blev diskuteret, hvordan problemet kunne løses. Omtalte medlem kan ikke ekskluderes af OSD, fordi bevægelsen besætter et offentligt rum, hvor han har ret til at være. Der er heller ikke nogen lov, som han har forbrudt sig mod. I frustration over at den anklagede nægtede at give indrømmelser, og over ikke at kunne gøre noget, endte mange af de centrale personer i OSD med at udvandre, og det er usikkert, hvordan Occupy vil være repræsenteret i San Diego fremover.
Da Occupy dog hævder at repræsentere 'de 99%' af befolkningen, er det svært at ekskludere nogen. Hele bevægelsens hævd på åbenhed og på at være mere ægte demokratisk end det etablerede partisystem og de eksisterende institutioner bygger på, at alle skal kunne deltage. De amerikanske valg er domineret af de to store partier, der af mange ses som to bureaukratiske mastodonter, hvis Washington-baserede elite har mistet følingen med ’den almindelige amerikaner’. Occupy forsøger derimod at gennemføre et direkte demokrati, hvor beslutninger tages på græsrodsniveau – for eksempel i OSD ved det daglige møde (General Assembly) hver aften kl. 19.
Men hvor langt kan Occupy være en åben bevægelse? Hvis alle er velkomne, kan det være umuligt at finde fælles fodslag andet end protest, og det vil være let for enten bevidste eller ikke-bevidste sabotører at tage del. For eksempel har OSD debatteret, om man skulle tage til Oakland og deltage i slagsmål med politiet. Den militante fløj i Occupy går ind for det, de kalder en variation af taktikker (a diversity of tactics) – med andre ord, at det er i orden at kaste med sten, fremprovokere hårdhændet respons fra politiet samt besætte eller sågar udøve hærværk mod privat ejendom. Imidlertid vil sådanne handlinger skræmme medlemmer og potentielle støtter fra middelklassen væk, så det er usandsynligt, at der vil være en bred deltagelse i en Oakland-aktion. Ligeledes kan det være problematisk for bevægelsens brede appel, hvis etablerede partikræfter blander sig for meget i bevægelsens ledelse, og flere OSD-medlemmer gør meget ud af, at OSD ikke skal ende som demokraternes svar på den konservative Tea Party-bevægelse.
De kommende udfordringer
Bevægelsernes kommende aktiviteter vil afgøre, hvordan de vil blive husket fremover. Hidtil har Occupy sat fingeren på nogle ømme punkter ved den amerikanske stat, det amerikanske demokrati samt fordelingen af ressourcer i det amerikanske samfund. Med det kommende præsidentvalg står Occupy-bevægelserne overfor en test af deres relevans og gennemslagskraft. I hvilken grad har de kunnet påvirke de temaer, som præsidentvalgkampen kommer til at handle om? Hvor de republikanske præsidentkandidater ikke lader til at have meget tilovers for Occupy, så har de dog været tvunget til at forholde sig til de problemer, som mange amerikanere står over for (arbejdsløshed især). Til gengæld kan det siges, at selvom Mitt Romney har mødt modvind, da han blev opfordret til at offentligere sin privatøkonomi (hans papirer viste, at han til trods for en milliardindtægt udnyttede en række fradrag samt oversøiske investeringer til at betale under 15% i skat – procentvis halvt så meget som mange middelklasse-amerikanere), så har ’gæld’ ikke været et tema i en sådan grad, at den reformation af systemet, som dele af Occupy har ønsket, er kommet på tale. Men hvis Romney bliver republikaneres kandidat, kan det meget vel komme til at hæmme ham, at han så tydeligt hører til ’den ene procent’, som Occupys kritik er rettet imod, og har tjent meget mere på den amerikanske stat, end de, der har brug for de mest basale ydelser for at kunne klare sig (så som billig eller gratis sygesikring, hjælp til afdrag af gæld eller hjælp til at finde jobs).
Rent konkret vil foråret og sommeren sandsynligvis give anledning til Occupy-aktiviteter. Der er to oplagte mål. Det første er det kombinerede NATO- og G8- topmøde i Chicago, og det andet, der for tiden tales om, er demokraternes konvent i Charlotte, North Carolina, til september. Charlotte er landets næststørste finanscentrum (efter New York), og konventet afsluttes på byens stadion, som Bank of America har købt navngivningsretten til. Så her målet primært bank- og finansverdenen, hvor en aktion i Chicago ville være mere internationalt rettet.
Imidlertid er det på ingen måde sikkert, at Occupy overhovedet vil overleve så længe. Pt. trues flere af de lokale grupper af intern splittelse, mens andre trues af politiets overvågning, og selv hvis de kommer over dette, så strider det mod selve bevægelsens ideologi at samles på nationalt plan, da det ikke harmonerer med det direkte, lokale demokrati. Så Occupy-bevægelserne står på alle måder overfor et kritisk punkt, hvor en række faktorer vil afgøre deres fremtid. Udfaldet kan blive øget national gennemslagskraft, hvis de overlever foråret og sommeren, men det kan også ende i et totalt kollaps eller sågar en stille død. Uanset hvor man står i forhold til dem, er det værd at holde øje med deres udvikling.